fbpx
Pilates

Beskrivelse af Pilates:

Pilates er udviklet af tyskeren Joseph Pilates for ca. 100 år siden. Som barn var han meget syg, og det siges, det var disse sygdomme, som skabte hans store interesse for en sund krop og levevis (i kombination med, han var meget hjemme og havde god tid til at læse i sin fars bøger om emnet).

Gennem hele sit voksenliv levede Pilates af at undervise i fysisk træning med så forskellige grupper som balletdansere og soldater, som han både trænede til kamp, men også genoptrænede efter krigsskader.

Under første Verdenskrig var han bosiddende i England, hvor han sammen med andre tyskere måtte affinde sig at være interneret i en periode. Dermed havde han ikke adgang til diverse træningsmaskiner og hjælpemidler. Det var i denne periode, han udviklede Pilates (som han oprindeligt kaldte ”Contrology”).

Hans interesser indenfor det fysiske favnede meget bredt lige fra bodybuilding over boksning til yoga. Hans tilgang til kroppen var en holistisk tilgang, som man også kender det fra yoga, at bevægelse involverer både krop, hjerne og sind. Samt at kroppen skal bevæges ”ikke for meget ikke for lidt”. Han udviklede en anden teknik til vejrtrækningen end man kender fra yoga, men de to kan sammenlignes på den måde, at vejrtrækningen i begge bevægelsesformer spiller en stor rolle for korrekt udførelse af øvelser/stillinger.

Pilates er en fuldkropstræning, som tager udgangspunkt i det område, der på godt dansk kaldes ”core” – altså det stykke af kroppen, som bl.a. udgøres af lænden og mavemusklerne. Dette stykke ses om kroppens ”powerhouse”, hvorfra du med korrekt udførte øvelser, kan styrke mave og ryg, men samtidig også arbejde med at smidiggøre hofter og rygsøjle.

Selv om Pilates har størst fokus på midten af kroppen, er der også øvelser til resten af kroppen. Det særlige ved Pilates er måde hvorpå, styrketræningsøvelserne udføres. Der er ikke fokus på fart og vægt, men kan kender det fra en puls/styrke-time i fitnesscentret, men i stedet skal styrketræningen smidiggøre såvel muskler som led.

En Pilatesklasse består oftest af flere sæt af øvelser, som gentages 3-6 gange. Du får derfor god tid til at koncentrere dig om at udføre øvelserne korrekt.

Klassen kan bestå udelukkende af øvelser, hvor du bruger egen kropsvægt, men som regel benyttes der et eller flere redskaber. Disse inkluderer redondobold, foamroller, elastikker, pilates-ringe, håndvægte.

Klasserne startes altid med massage af fødderne med særlige bolde og ind i mellem føjes der lidt myofascial release (massage af muskler og bindevæv) med i løbet af timen.

De sidste par minutter er der en lille afspænding.

Pilates er som (blid) yoga en af de få former for bevægelse, som kan laves af alle aldersklasser – også hvis du har skader eller skal genoptrænes.

Hvis du overvejer om Pilates er noget for dig, så tænk på følgende, om følgende virker som det, du har brug for:

  • At få arbejdet såvel muskler som led igennem
  • Arbejde med vejrtrækningen
  • Få mere fokus på kropsholdning fx pga. hjemmearbejdsplads og dårlige arbejdsstillinger
  • Lave noget, som styrker og slapper af på samme tid, men som er knap så spirituelt som yoga.
  • Gerne vil lave noget bevægelse, som giver dig energi i stedet for at dræne dig.
Heidi underviser i pilates