Om Yin & Yoga

Klar til Into Yin

Om lokalet

Yin & Yoga er et lyst og roligt lokale på 100 m2, hvoraf de ca. 67 m2 bruges til undervisning.

Det var egentlig meningen, det skulle deles op i to lokaler, men med coronas ankomst kort efter åbning har det givet bedre mening at have så meget luft og så stort et rum som muligt.

Hvor ligger Yin & Yoga?

Yogastudiet ligger på 1. sal i Dalumcentret, Dalumvej 42, 5250 Odense SV.

Du går ind i Dalumcentret og op gennem glasdøren til venstre for Matas.

Der er gratis parkering uden tidsbegrænsning både foran og bagved Dalumcentret.

Fruens Bøge-togstationen ligger 6-8 minutters gang derfra.

Hvad tilbyder Yin & Yoga?

Hver uge kan du komme til yin yoga eller aerial yoga.

Der er drop-in klasser for alle niveauer inkl. begyndere eller lukkede hold for de mere erfarne (i yin yoga).

Særligt for firmaer er jeg registreret hos Velliv Foreningen under Danmarks Mentale Sundhedsdag. Blandt andet tilbyder jeg workshop om mindfulness og The Relaxation Response.

Du kan også booke mig til en enetime.

Den kan være til dig, som gerne vil arbejde med din fysiske balance eller mentale balance.

Dig, som er særlig sensitiv, højt begavet, sygemeldt med stress eller lidt at det hele.

Kontaktinfo til virksomheder og forespørgsel på enetimer nederst på siden.

One size fits all – eller one size fits one?

Måske har du hørt om differentieret undervisning uden helt at have enten prøvet eller forstået, hvad det går ud på. Det er der ikke noget at sige til.

For hvis man laver en søgning på Google på “undervisningsdifferentiering til voksne” på dansk, får man præcis 0 resultater.

Det er både ærgerligt og bare ikke godt nok.

Som tidligere skoleleder på en friskole, hvis hele eksistensgrundlag var at give den enkelte de rigtige udfordringer, er det at differentiere bare en naturlig del af al min undervisning.

Differentieret undervisning i yoga handler primært, men ikke kun om at lære deltagerne at tage hensyn til deres unikke skelet.

Vores skeletter er selvfølgelig ikke så uensartede som på billedet, men når man tager dårlige arbejdsstillinger, forskellige sportsgrene, traumer og intensitetsniveau i nervesystemet i betragtning, vil ens deltagere i en yogaklasse nogen gange forekomme lige så forskellige som det er illustreret her.

De fleste steder går man på store hold med 20+ deltagere, og så er det – som det også er i en folkeskoleklasse – bare svært ikke at køre med “one size fits all”.

Hos Yin & Yoga er vi max 10 pr. klasse, så der er tid til at give “one size fits one”, hvor der er brug for det.

Den (lettere trælse) historie bag Yin & Yoga

Yin & Yoga i Odense SV åbnede som yogastudio i eget lokale i december 2019.

Egentlig havde jeg forsøgt mig med eget lokale en gang tidligere – i foråret 2017. Det lokale viste sig desværre at have en alvorlig vandskade. Så jeg måtte lukke ned igen efter et par måneder, og tabte i den forbindelse en del penge. Herefter gik der et par år før jeg igen turde tage springet en gang mere.

Noget måtter der dog ske, for jeg var virkelig træt af at bruge tid og energi på at have to-fire arbejdspladser. I flere år var bagagerummet og bagesædet på min bil altid fyldt med bolde, blokke, tæpper og hvad der nu ellers skulle bruges for at give en god undervisning, hvor jeg kom.

Det er nemlig meget almindeligt som yogalærer at være ansat mindst to og ofte flere steder. Det betyder så en masse planlægning og forskellige retningslinjer, årsplaner og så videre, og det hele kom til at handle om rammerne for undervisningen i stedet for indholdet.

Takket være en dygtig ejendomsmægler fra Home, så vi sammen potentialet i Dalumcentrets 1. sal, og nu har Yin & Yoga på papiret snart ligget her i to år.

Corona-situationen har selvfølgelig ikke gjort det at åbne sit eget yogastudio til den nemmeste oplevelse. En lang (2020) og en endnu længere (2021) tvangslukning har tæret på kræfterne og især på økonomien.

I skrivende stund går det lidt fremad for 3. gang, så nu håber jeg i den grad på, det ikke bliver vores branche, som på sådan lidt tragikomisk vis beskæftiger sig med at holde mennesker sunde både fysisk og mentalt, der skal holde for igen, igen, hvis restriktioner (gen)indføres.

Namaste Tina Refning (november 2021)